De danske socialdemokraterne er ved at foretage et linjeskift af dimentioner. Først stemte de for smykkeloven og nå sier partiformand Mette Frederiksen at problemet Grimhøjmoskeen og radikale imamer ikke er noget marginalt, men handler om noget langt mere.

Dermed har Frederiksen og hendes parti brudt to fundamentale dogmer for det nye sosialdemokrati: et principielt og kategorisk forsvar for asylretten og et forsvar for forenligheden mellem islam og demokratiet. Både det norske og svenske socialdemokrati står for disse dogmer.

Men ikke det danske:

For vi står i hendes øjne med nogle »dybe strukturelle, kulturelle og religiøse problemer i dele af vores indvandrermiljø«, hvor der er »manglende ligestilling mellem kønnene, en fatal mangel på blik for børneopdragelse og en dybere afstandtagen til hele det danske samfund, fordi der simpelthen hersker dybe, antidemokratiske tankesæt«.

Modsetningen mellem islam og demokratiet er en fundamental indsikt som den politiske klasse ikke har villet indrømme. Det må gøre indtryk at den danske partileder så tydeligt tar bladet fra munnen.

Det Frederiksen i virkeligheden gør, er forsøge at erobre tilbage noget af den mark som højrefløjen beslaglagde da venstresiden undlod at tage verdikampen overfor islam.

Problemet er ifølge den tidligere justitsminister »langt større og dybere«, end vi bryder os om at gøre det til; og det er tiltagende.

Derfor er tiden kommet til at udråbe en »egentlig kulturel frihedskamp i Danmark«, som skal frisætte »de unge med muslimsk baggrund, der vil gøre op med deres familier og den måde, religionen fortolkes på«, lyder det fra Mette Frederiksen.

»Jeg mener, at den kulturelle kamp og integration er lige så vigtig som integrationen på arbejdsmarkedet. Og jeg mener, at problemerne er så alvorlige, er vi er nødt til at tale om det som en egentlig frihedskamp for især de unge muslimer her i landet. For jeg tror, det er de unge, der kan bryde ud og vise nogle nye mønstre,« siger hun.

“Kulturel frihedskamp” – det er høyrefløyens sprog. Den burde kvittere og si: Velkommen efter. Demokratiet kan ikke klare opgaven uden at socialdemokratiske partier slår følge.

Det har vært vanlig at avfeie radikaliseringen med at det er få og marginale personer. Det sier ikke Frederiksen. Hun sier problemet er tiltagende, at de radikale udøver en stadig større indflytelse og makt.

»Vi har en meget stor gruppe af muslimer, som er godt integreret, og som gerne vil det danske samfund. Men de er under et ekstremt pres fra det yderligtgående, muslimske miljø, som desværre vokser, og som er langt mere end bare Grimhøj-moskeen. Det er et miljø, som har stærke rødder i en række udsatte boligområder, hvor der gælder helt andre regler, end der gør i det øvrige Danmark, og hvor den sociale kontrol er meget, meget stærk. Hvor man animerer til at vende sig imod det danske samfund,« siger hun.

Her slår Frederiksen fast hvorfor islam udgør et så stort problem: Religionen udøves af et helt system. Dets representanter arbejder aktivt for at medlemmerne ikke skal bli danske, i betydningen acceptere danske verdier.

Som kent er dette noget den politiske klasse i Norge ugerne taler om. Den er mer interesseret i at fremheve at alle er nordmæmd.

Etter å ha konstateret at demokratiet nedbrydes indenfra, blåser Frederiksen til frihedskamp.

Mette Frederiksen ser »frihedskampen« for de unge muslimer som et »kollektivt anliggende« og sammenligner det med kampene op igennem det 20. århundrede for børne- og kvinderettigheder.

Dermed placerer hun det danske samfund overfor den muslimske ummah som ikke kan godta vestlige verdier. Det er ensbetydende med at kaste hansken. Socialdemokraterne vil nok ikke få mange muslimske stemmer efter dette.

Hun vil at samfundet skal ta kampen op. Dette er blasfemi i de politisk korrektes ører. Utænkeligt i Sverige og Norge.

»Hvis vi kigger på de store skridt, vores eget samfund har taget fremad, er det jo ikke noget, vi har overladt til folk at gøre individuelt. Hvis man tager kvindekampen i Danmark, så tænkte vi jo ikke, at hver enkelt kvinde måtte tage kampen hjemme i køkkenet eller i ægtesengen. Vi overlod det heller ikke til det enkelte barn at tage et opgør med en tyrannisk far eller skolelærer. Og jeg tror, vi på samme måde skal se opgøret med de mørke, islamiske kræfter som et kollektivt anliggende,« lyder det.

Harde og myke verktøy

Partiformanden sier kampen skal føres med to typer våben: Bløde og harde. De bløde er i skolen, overfor børnene. De harde vil være et exit-program, som hjælper de unge ud af islamistiske miljøer. Hun sier ikke at samfundet skal hjælpe muslimer med at konvertere, men det vil nok også ske, hvis det skulle bli en realitet, og mange imamer og muslimske ledere vil opfatte “programmet” slik; som et angrep på ummahen og islam.

Er Frederiksen forberedt på det?

Hun udfordrer imamers/forældres autoritet. Hun har forstået at det er to autoriteter børnene udsettes for: Den vestlige, danske der fremmer frihedsværdier og individet, og den muslimsk-kulturelt-religiøse, der fremmer kollektivet og tvangen. De går ikke ihop.

»Vi står med unge muslimer, som i de værste tilfælde er underlagt en imam og/eller en familie, som fortolker religionen og levevisen på en måde, der ikke er foreneligt med de unges liv i Danmark. De er fanget. Der tror jeg, vi som samfund skal gøre de her mennesker opmærksomme på, at det faktisk er muligt for dem at vælge deres familie fra, selv om det bliver rigtigt, rigtigt svært. Som samfund er vi nødt til at give dem en mulighed for at starte forfra,« siger hun og fortsætter:

»Nogle af de børn, der vokser op her, lever nærmest skizofrent. Henne i den danske skole møder de lærere, der siger, at de har rettigheder. At de lever i et demokrati. Hjemme i boligområdet hos deres forældre eller henne til fredagsbønnen får de så det stik modsatte at vide. Jeg tror slet ikke, man må undervurdere, hvor svært det er. Derfor skal vi hjælpe dem med at tage springet.«

Hvis imamerne var i tvivl: Dette er rene ord for pengerne. Frederiksen vil tage børnene fra dem. Slik vil det bli opfattet.

Forslagerne hun præsenterer er ujevne:

Fem forslag fra Frederiksen

1. EXIT-PROGRAMMER: S-formanden foreslår, at unge muslimer, som føler sig fanget i doktrinære, religiøse miljøer, skal tilbydes en ny identitet og adresse for at bryde ud af miljøet.

2. AFVIS IMAMER VED GRÆNSEN: Mette Frederiksen foreslår et system, hvor det bliver muligt for Danmark – og andre europæiske lande – at afvise imamer ved grænsen, hvis de tidligere har talt imod demokrati eller opfordret til vold i andre lande.

3. LUK GRIMHØJ: Hun mener, at den omstridte Grimhøj-moské skal lukkes, hvis det er muligt inden for rammerne af Grundloven.

4. IMAM-UDDANNELSE: Mette Frederiksen foreslår en slags imamuddannelse. Ikke som en teologisk linje på universitetet, men som et kursus eller certifikat, som udenlandske prædikanter skal gennemgå, før de kan prædike i Danmark.

5. KRISECENTRE: Hun mener, at krisecentre skal tilføres flere midler, så de kan åbne flere pladser for eksempelvis muslimske kvinder, der rammes af vold eller undertrykkelse.

Punkt 1: En klar udfordring. Frederiksen kaster hansken. Det vil bli opfattet som en krigserklæring fra det danske samfund mod det muslimske.

Punkt 2: The proof of the pudding is in the eating. Den som lever får se.

Punk 3: Hvis kurset er tydeligt og klart nok kan det trække op nogle klare grænser for hvad imamerne får lov til at sige. Det bør ledsages af en klar advarsel om at hvis de bryder grænserne er det ret ud.

Punkt 4: Uproblematisk, men tjener til at understrege hvor undertrykkende islam er.

Mangler: Alle prædikner i moskeerne skal foregå på dansk. Dette punkt har vært lenge kendt, at det ikke er effektueret og heller ikke nævnes, er et svaghedstegn. Hvis danskerne tillader at det prædikes på arabisk har de givet afkald på kontrollen.

Imanernes beste alllierte er journalister og akademikere. Så også Kasper Kildegaard Sørensen, der tror han er kildekritisk når han forsøger at trenge Frederiksen på defensiv. Hvis han var journalist ville han forsøge at få Frederiksen til at tænke højt over Socialdemokraternes linjeskifte. Hvad skyldes det? Vet de hvad de sætter igang med? I stedet forsøger han at få hende til at skamme sig.

Fredriksen tenker europæisk. Hun vil at europæiske land skal samarbejde om at forbyde sådanne imamer, Islam Net henter til landet.

»Vi kan se et rejsemønster, hvor hadprædikanter rejser fra land til land og bliver sendt rundt af nogle af de mest ekstremistiske lande i verden. Der vil jeg gerne have et europæisk system, der gør det muligt at vende dem om ved grænsen, hvis de har stået i London og talt for drab på jøder eller om at vende sig imod det frie samfund,« siger hun.

Berlingske-journalisten fyrer af spørgsmål der viser at han er ude efter at sætte hende fast:

Hvis du har ret i, at problemet med radikaliseret islamisme stikker så dybt, som du siger, ville vi så ikke have set konsekvenserne med meget større kraft? Er der nogen grund til at tro, at det ikke bare handler om nogle få med ekstreme synspunkter?

Fredriksen svarer at hun som justitsminister erfaret at problemerne ikke er begrænsede, de gelder ikke kun de radikaliserede, men langt flere. Det gelder de miljøer som Ahmed Akkari beskrev i sin bog. Nu tar hun den ind over sig.

–  Og så skal jeg ikke lægge skjul på, at det har gjort indtryk på mig, at jeg har været justitsminister. For den terrortrussel, der er mod Danmark i dag, den kommer fra radikaliseret islamisme. Den kommer faktisk ikke andre steder fra.

Oj, ingen højreekstremisme altså. Dette begydner at lugte svidd. Nå er det journalisten der må forsvare pressens verdensbillede:

Der findes jo altid ekstreme holdninger i et samfund. Vi har f.eks. et nazistmiljø i Danmark. Men du mener, at der er et særligt og særskilt problem med ekstreme islamiske holdninger og ikke bare med ekstreme holdninger i det hele taget?

Nu burde Frederiksen svart at de to ytterfløyene polariserer hverandre, og det er symmetri. Slik heder det på politisk svensk og norsk. Men ikke det nye danske:

……de grupper er relativt få og begrænsede i omfang. Og dermed adskiller de sig fra det, vi taler om nu, som har et meget større publikum. Mange af de her imamer har jo adgang til rigtigt mange mennesker til eksempelvis fredagsbønnen. Publikumsfladen er meget større.«

Kanske noget pinligt for regeringen Solberg der har bevilget 50 mill til studiet af højreekstremisme, men intet til studie af islamisme. De indgår Solberg-regeringen nemlig samarbejd med.

Spørsmålene triller ud af munden på Kildegaard Sørensen og selvkritiken er koblet fra.

Ved at tale det her problem op som et stort og dybt problem, risikerer man så ikke at puste til en ild og gøre skillelinjerne større?

Den som påpeger problemerne og vil gøre noget med dem, er et problemets årsag? Hvordan er det muligt? Men slik lammende cirkelargumentation har medierne anvendt i lang tid.

Frederiksen har forstået at hvis hun falder for relativiserende argument, har hun tabt. Hun tar derfor tyren ved hornerne.

»Man skal simpelthen lade være med den diskussion om at puste til ilden. Det, at der om fredagen opfordres til vold mod børn i Grimhøj-moskeen, det findes. Og jeg kunne ikke drømme om at placere mig et sted, hvor man skal relativere det.«

Kildegaard Sørensen forsøger en sidste gang. Hører han selv hvad han sier?

Men giver man ikke en masse skyts til de mennesker ved at tale problemet op til en frihedskamp?

Forsøk å gå inn i premisserne for spørgsmålet: Det er indirekte en opfordring til kapitulation. Så dum er ikke Frederiksen.

»Jeg kan ikke se, hvad vi ellers skulle gøre. Hvis vi vil have et samfund, der fungerer med forskellige religioner og kulturer – hvad jeg tror på, kan lade sig gøre – så er man jo også nødt til at møde dem, der vil udfordre de værdier, med et modspil,« siger Mette Frederiksen.

– Man er nødt for at møde dem med et modspild. Frederiksen har brudt nogle uskrevne love. Berlingskes journalist forsøgte at sætte hende på plads, men lykkedes ikke.

Frederiksen kommer til at møde langt tøffere modstand. Måtte hun være forberedt og ha sørget for at ha ryggen klar.