Bilharziosebygningen ved Charlottelund Slot står klar til udlejning, og det er flere som gerne vil have fingre i de 1422 m2. Det være sig eksempelvis 39 kunstnere bag Kunstnerfællesskabet Charlottelund. Læserbrev af portrætmaler Lis Kjærgaard i Lokalavisen Gentofte – Kunstnerfællesskabet Charlottenlund er klar.
“Kunstnerfællesskabet Charlottenlund indsendte den 30. november 2015 ansøgning om leje af Bilharziosebygningen til Slots-og Kulturstyrelsen til atelier, fællesrum og udstillingslokaler. Vi er nu indkaldt til møde med Slots- og Kulturstyrelsen den 25. februar.
Vi vil gerne gøre det klart, at hvis der midlertidigt indkvarteres flygtninge i Bilharziosebygningen, så vil det tage livet af vores initiativ, fordi det bliver ganske enkelt umuligt at fastholde vores gruppe. Ingen i gruppen kan vente i flere år på at få et eksternt værksted.
Lige nu tæller vi 39 kunstnere, som gerne vil bidrage til et nyt og spændende kulturprojekt for Gentofte kommune. Vi vil skabe et levende miljø for professionelle kunstnere inden for forskellige kunstarter i Bilharziosebygningen. Vi er malere, grafikere, billedhuggere, tekstilkunstnere.
Det samspil, der vil opstå, vil kunne udmønte sig i en mangfoldighed af kunstneriske udtryk.”