Vestlige politikere har for vane at tro, at alle konflikter kan løses med vestlig intervention af den ene eller anden art. De roder sig derfor ofte ud i en masse selvmodsigelser, da ikke alle konfliktens parter opererer ud fra ‘rational choice’. International politik er en kompleks størrelse, og lige med hensyn til den syriske borgerkrig, så giver det slet ingen mening at bruge den traditionelle ‘min fjendes fjende er min ven’-strategi. Som lord Palmerston forklarede Dronning Victoria om den Anden Slesvigske Krig.

“The fearful Schleswig-Holstein dispute, which had been smouldering for more than a decade, showed signs of bursting out into conflagration. The complexity of the questions at issue was indescribable. ‘Only three people,’ said Palmerston, ‘have ever really understood the Schleswig-Holstein business—the Prince Consort, who is dead — a German professor, who has gone mad — and I, who have forgotten all about it.” (Lytton Strachey, Queen Victoria, 1921; da. oversættelse)

Selvom Vladimir Putin (qua alliancen med Bashar al-Assad) bomber islamister i Syrien, så er han ikke nødvendigvis en ven. På samme måde med Recep Erdogan, og det samme i forhold til flere af de kurdiske militser der næsten har fået heltestatus i Danmark. Også blandt højreorienterede. Bevares, der findes da kurdere der kæmper ud fra nationale motiver, men generelt er den kurdiske modstand venstreradikal i sin kerne.

Det er derfor europæiske medlemmer af Antifascistisk Aktion er en del af den såkaldte ‘International Freedom Battalion’ (IFB), der sidste år, i samarbejde med kurdiske YPG/YPJ (foto), erobrede Islamisk Stat-stillinger i et par byer lidt nord for Raqqa. IFB inkluderer flere kommunistiske fraktioner, der også gør i terrorangreb på tyrkisk jord, herunder TiKKO, den militære gren af Türkiye Komünist Partisi/Marksist-Leninist (TKP/ML).

Der har i den senere tid været adskillige terrorangreb i Tyrkiet begået af Islamisk Stat, kurdiske og venstreradikale militser. Erdogan er presset fra flere sider, og spiller på flere heste. På den ene side har han interesse i at styre Islamisk Stat, på den anden side, så har han ingen interesse i at styrke kommunistiske og/eller kurdiske separatister. Hvad side Erdogan vælger i en given situation, afhænger både af tyrkisk indenrigspolitik og storpolitiske interesser. Meget få kan navigere i det kyniske magtspil, og humanitære stormagter er dømt til at tabe.

Onsdag dræbte en PKK-forgrening 28 personer ved et bombeangreb i Ankara, der også havde civile ofre. Kommunister bliver aldrig kampfæller, uanset hvem de slår ihjel. Totalitarisme fås i mange farver. Fra BBC – Turkey bombing: Kurdish TAK group says it attacked Ankara.

“A Turkey-based Kurdish militant group has said it carried out Wednesday’s bomb attack in Ankara that killed 28 people.
The Kurdistan Freedom Hawks (TAK) group said on its website that the attack was retaliation against the policies of President Recep Tayyip Erdogan. … The TAK was once linked with the outlawed Kurdistan Workers Party (PKK). Both the TAK and the PKK are classified as terrorist groups by Turkey and the US. …

In a statement, the TAK said a 27-year-old Turkish national, Abdulbaki Sonmez, had carried out Wednesday’s rush-hour car-bombing on a Turkish military convoy in the country’s capital. …

Turkey had blamed a Syrian national and member of the People’s Protection Units (YPG) for the bomb attack. The Turkish government insists that the YPG and the Syrian Kurdish Democratic Union Party (PYD) played a role in Wednesday’s attack.”

Hvad er så moralen i det hele? At den bedste tilgang til internationale konflikter ofte vil være passivitet. At det er nødvendigt med kritisk distance til alle parter, også fjendens fjender.