Tidligere dramachef Ingolf Gabolds ubekvemme ærlighed fortsætter med at kaste sidehistorier af sig. I dag kan flere medier fortælle, at nuværende dramachef Piv Bernth under et interview med New Zealand Radio, også kommenterede Dansk Folkepartis rolle i dansk politik.
Det er artige sager. Her citeret fra Radio24syv – DR-chef revser Dansk Folkeparti i udenlandsk radio.
“Blandt andet bliver Piv Bernth spurgt, hvorfor Helle Thorning-Schmidt ikke blev genvalgt ved sommerens folketingsvalg:
– Jeg ved det faktisk ikke. Jeg forstår det ikke, sagde Piv Bernth og fortsatte:
– Vi har et højrefløjsparti, der hedder Dansk Folkeparti, der har fået mange stemmer. De kan ikke lide immigranter, og de forsøger at være meget venligt stemt over for pensionister, men det er ikke virkeligheden, for de skærer ned på andre måder, der rammer alle, lød dramachefens analyse.
Og hun understregede samtidig, at hun ‘ikke har respekt’ for, at Dansk Folkeparti ikke gik med i regering efter valget.”
Politiko har mere om det famøse interview.
“I interviewet fastslår hun også, at det var ‘ubehøvlet’ af Morgenavisen Jyllands-Posten at bringe Muhammed-tegningerne, og at hun forud for en rejse til Syrien i 2007 havde tænkt sig at sige, at hun var svensker, ikke dansker – hvilket dog ikke blev nødvendigt for hende, eftersom syrerne var »meget imødekommende.”
Dansk Folkepartis Søren Espersen opridser hele affæren på samme side.
“Jeg hørte indslaget inden jul – jeg har nemlig en storebror på New Zealand, som gjorde mig opmærksom på det – og jeg tænkte faktisk ikke noget særligt om det, udover at det var en meget primitiv politisk analyse, hun kom med… Men når man så ser det i sammenhæng med Gabold og det, han sagde, så er det jo helt klart, at det er sådan, de har levet, de to. De har været i et miljø, hvor man hader og foragter Dansk Folkeparti og i øvrigt også nationalkonservatismen og alt, hvad det indebærer.”