“Hundredvis af flygtningebørn er voksne”, fortæller Ekstra Bladet, og ligesom alle ved, at det hovedsageligt drejer sig om drenge, så står det efterhånden soleklart, at en stor del er væsentligt ældre end de selv hævder. Det er ‘Asylfup’, som avisen så rigtigt noterer på forsiden.
Som den svenske deroute blotlægger i disse år, så er asylsystemet og konventionerne ikke gearet til det der reelt er en veritabel folkevandring. Ethvert smuthul i reglerne vil blive misbrugt systematisk. Får syrere ophold, så er alle syrere uden pas. Er det en fordel at være enligt ankommende under 18 år, så er alle børn. En virksomhed der forvaltede egne penge, ville løse sådanne problemer på en eftermiddag – en stat, der forvalter andre folks penge, skal bruge ti år på komplekse tiltag der kan minimere problemet.
Af de enligt ankommende flygtninge, der blev udsat for en ‘aldersundersøgelse’ i 2014 og 2015 var andelen der blev testet over 18 år henholdsvis 72 og 66 procent. For 15-20 siden DNA-testede man familiesammenførte somaliere med lignende resultater.
Vil politikerne ikke gøre hvad der kræves, så er der reelt åbne grænser. Ekstra Bladet bad en journalist følge en gruppe asylansøgere, der forlod Sandholmlejren fredag aften i sidste uge. Han faldt i snak med en gruppe på seks libyere, hvoraf fem lignede “voksne mænd i begyndelsen eller i midten af tyverne”. De forekom rå og mandhaftige, ikke pubertære.
Fra det omtalte interview på EB.dk – 24-årig asylsøger til Ekstra Bladet: Jeg er 16 år
“- Hvor gamle er I? Hvad er jeres alder?
– Sixteen (16, red.), insisterer de på et ganske gebrokkent engelsk. …
Ekstra Bladet henvender sig efterfølgende direkte til hver enkelt unge mand, som på en insisterende måde konfronteres med vurderingen af, at vedkommende kan være ældre end 16.
– Ok, jeg er 24, erkender en mand, som netop havde oplyst, han var 16 år.
En anden fortæller herefter uopfordret, at fem af seks unge mænd er over 20 år.”