Kommentar af Eva Agnete Selsing i Berlingske – Uvidenhed og det røde DR.
“Når kulturfolk og dramaproducenter som Stig Thorsboe serverer venstreorienterede ostehapser, er der oftere tale om almen uvidenhed end om røde lejesvende. Mange af dem tror vitterlig, at det, de formidler, er meget tæt på den rene, objektive sandhed. De ved end ikke, at man kan tænke anderledes om samfund og menneske og stadig være, ja, menneskelig…. Denne forståelses- og erkendelsesmæssige kløft mellem den foragtede pøbel og kulturklassen bliver ikke mindre, efterhånden som den farlige virkelighed rykker tættere på.
Prøv engang at tænke efter, hvor radikale forskellene er. Det skulle ellers være så godt, ikke? Smeltedigelen. Kosmopolitismen. Udsynet. Anerkendelsen. Tolerancen. Mangfoldigheden. Og hvad blev det til? Hvordan opleves det i den brede befolkning? Som masseovergreb, gruppevoldtægter, antisemitismens genkomst, vold og utryghed. Verdensbillederne er så absurd forskellige, at kommunikation nærmest ikke kan foregå meningsfuldt. Kulturklassen har nul forståelse for den opfattelse af virkeligheden.
De kulturradikales ekkokammer gælder dog langt fra kun spørgsmålet om multikultur, men reelt alle væsentlige værdispørgsmål. Værdien af pligt og hårdt arbejde. At blive revisor og tjene penge. Ordentlighed. At gøre, som man plejer. At være traditionsbunden. Spise lørdagskylling. Tro på Gud. Se disciplin som en dyd. At det ikke er selvstændig værdi at skille sig ud.”