Historiker Christian Egander Skov skrev for nogle år siden en lang artikel om konservative positioner i mellemkrigstiden til Temp – Tidsskrift for historie. Den omtales af Årsskriftet Critique, og er nu online – Tilbage til normaliteten! – Den højrekonservative parlamentarismekritik. Herfra en fin lille definition af konservatisme.

“Men hvad er nu konservatisme? Spørgsmålet kræver en undersøgelse, der ligger hinsides denne artikels intention, hvorfor her med udgangspunkt i litteraturen blot skal fremsættes en operationaliserbar definition: Konservatisme er en politisk ideologi, der reagerer på, hvad den oplever som en anomi eller en trussel herom, der følger af modernitetens problematisering af det traditionelle samfunds strukturer og selvfølgeligheder gennem den adskillelse af erfaringsrum og forventningshorisont, som Reinhart Koselleck har identificeret som modernitetens afgørende karakteristikon.

Det betyder, at konservatismen er en ideologi, der beskæftiger sig med forandring, og sigter på at gøre en i udgangspunktet risikabel forandring til en ufarlig, ‘organisk’ proces. I lyset af modernitetens opfattede anomi søger konservatismen med andre ord at fastholde en fælles kulturel, symbolsk orden, som vi med religionssociologen Peter Berger kan betegne nomos.

Denne orden tænker konservatismen som før-politisk, eller endog naturlig, hvilket vil sige, at den står i modsætning til intentionel politisk agens og udgør et erfaringsrum, der normerer tilværelsen og sætter grænser for politik. Konservatismens andet grundlæggende karakteristikon er, at der til nomosbegrebet knytter sig en måde at tænke udvikling på, som ofte betegnes som organisk, og som normativt hævder en sammenhæng mellem det, der var, og det, der skal komme, og sætter konservatismen i stand til at skelne skarpt mellem ‘naturlig’ og ‘unaturlig’ udvikling.

Konservatismens tredje karakteristikon er en udtalt situationalisme, der betyder, at den i sine konkrete manifestationer altid opstår i et modsætningsforhold til en mod-ideologi, der anses for en anomisk kraft, og i forhold til hvilken konservatismens øvrige og situationsspecifikke karakteristika defineres. Dermed indeholder konservatismen både generelle karakteristika, der altid vil være til stede, og sekundære kendetegn, der er historisk omskiftelige. Det betyder tillige, at konservatismen typisk vil være splittet i forskellige positioner, da det ikke er entydigt, hvad der er den definerende oppositionelle relation, hvilke institutioner, der skal forsvares, og hvordan der skal reageres på den opfattede anomi. I mellemkrigstiden kan man skelne mellem socialkonservatisme (f.eks. John Christmas Møller), nykonservatismen og så højrekonservatismen.”