Kronik af forfatter Ole Hyltoft i dagens Jyllands-Posten – Er det ikke stuerent at være national?

“Det er blevet uanstændigt at holde af sit land. Ja, for mange kulturradikale er det at have nationalfølelse det samme som at være racist, fremmedhader og fascist. Når en kulturradikal lufter sådan en fordom, kommer jeg til at tænke på de stakkels indianere i Nordamerika. De red i døden for kærligheden til deres arvede land, bisonoksernes prærier. Deres våben var bue og pil. Og da vi, der ville have deres land, europæerne, havde mere effektive geværer, var indianerne dømt til at dø på grund af deres nationalfølelse. …

Da kong Christian X, danskhedens symbol, havde 70 års fødselsdag i 1940, kørte hans fødselsdagskortege gennem Ryesgade og andre ‘røde’ gader i København, og arbejderne hang ud af vinduerne og råbte hurra for deres konge. Der var hele gader, der ikke var stuerene.

Da mange venstreorienterede ved EU-afstemningen i 1972 stemte nej til, at vi meldte os ind i EU, og mente, at Danmark derved kom i fare for at gå under, var det med den nationale fane vejende. John Mogensen sang for hos nej-sigerne med sin malmfulde røst. Ordene var nationalistiske, så Valdemar Rørdam og Holger Drachmann kunne gå hjem og lægge sig…

At holde af den plet på Jorden, hvor man er født og båren og af det land, hvis sprog og historie man kender indefra, er jo ikke at se ned på andre lande eller at være specielt højreorienteret.

At vedkende sig som national vil blot sige, at man er sig bevidst om at høre til et bestemt sted, og at man har nogle af de egenskaber, der er knyttet til det sted. For danskerne er lighed og demokrati, humor og arbejdsomhed almindelige. Ikke at føle sig knyttet til det sted på Jorden og at være glad for det sted, det land, er lidt unaturligt.

Når det er bragt i vanry hos de venstreorienterede og kulturradikalerne at være national, skyldes det, at ideologien hos dem har taget overhånd over naturen. … national er noget, vi alle sammen er af natur.”