Tilbage i 2008 lancerede rockerklubben Hells Angels ‘Sjakal Manifestet’, hvor Jørn ‘Jønke’ Nielsen gik verbalt til indvandrerbanders problematiske moralkodeks. “De hader danskere; mentaliteten, levevisen, kristendommen og dens symboler”, og forsøger at tilføje danskerne så meget ‘ondt’ som muligt, lød det blandt andet. Siden ændrede klubben strategi i forhold til indvandrere.
Her lidt fra seneste pressemeddelelse fra samme organisation, konkret møntet på omtale i Fyens Stiftstidende, i forhold til det nye flygtningecenter i Nyborg. Fra Hells Angels Motorcycle Club Denmark – Dem og os? (13. januar 2016, Cache).
“Vedrørende den igangværende debat om hvem borgerne i Nyborg helst vil have boende i deres by.
Vi har i mange år været vant til at politi, politikere, samt ikke mindst pressen forsøger at forgifte den offentlige mening omkring vores klub. Bevillinger, øgede beføjelser, stemmefiskeri og ikke mindst mersalg hos aviser og andre medier, har været nogle af bevægegrundene herfor, men de er ikke væsentlige i denne debat for her er det nemlig kommet til at handle om ‘dem eller os’ og det er vi ikke glade for.
… Lige som de fleste andre borgere i landet, synes også mange af vores medlemmer, at det er foruroligende, at så mange flygtninge og migranter kommer til landet på så kort tid og hvad det kan medføre af kultursammenstød. MEN når det er sagt, så er det ikke flygtningenes skyld at de søger hen hvor de kan få et sikkert eller bedre liv.
De mange velmenende borgere bør i stedet rette deres vrede imod de skyldige i denne for Europa ulykkelige situation. Politikerne i Danmark og andre EU-lande, USA og NATOs aggressive fremfærd i Syrien og Libyen, EU’s handelsbarrierer, olieindustriens misbrug og forgiftning af Afrikas resurser, samt ikke mindst den globale våbenindustris ustandselige jagt på nye konflikter.”